05/04/2024
Handelsbetingelser for leje af depotrum eller område hos Bornholms Lagerhotel
1. Lejeaftalen
1.1. Ved aftalen får kunden ret til, i lejeperioden, at opbevare gods i et særskilt angivet depotrum eller område.
1.2. Leje af depotrummet eller området og opbevaringen sker på de vilkår, der fremgår af nærværende Almindelige Bestemmelser, der er gældende for virksomheden Bornholms Lagerhotel, Hovedgårdsvejen 5, 3720 Åkirkeby, CVR. nr 44486229, www.bhlagerhotel.dk.
2. Opbevaret gods
2.1. Det er alene tilladt at opbevare ”tørt” stykgods i depotrummet/området. Det er under ingen omstændigheder tilladt at opbevare madvarer.
2.2. Kunden har ikke brugsret til nogen del af ejendommen uden for depotrummet/området.
2.3. Det er ikke tilladt at opbevare eksplosive, brand- eller miljøfarligt, eller på nogen anden måde skadeligt gods i depotrummet. Hvis Bornholms Lagerhotel vurderer, at det opbevarede gods kan være til skade for person eller ejendom, er kunden forpligtet til omgående at fjerne det opbevarede gods. Kunden må ikke opbevare gods, som væsentligt afviger fra, hvad der må anses som normalt i relation til værdi og skrøbelighed, såsom f.eks. pelsværk, juveler og kontanter.
2.4. Bornholms Lagerhotel påtager sig intet ansvar for det opbevarede gods, herunder i relation til opsyn, tilsyn, overvågning og lignende. Bornholms Lagerhotel påtager sig desuden intet ansvar for skader på eller tab af det opbevarede gods.
3. Depotrummet og områdets anvendelse og opsyn
3.1. Kunden må alene anvende depotrummet/området til opbevaring af gods. Kunden skal holde orden i og være påpasselig med det lejede depotrum/område. Kunden er ikke berettiget til at foretage nogen form for ændringer eller installationer i depotrummet/område, medmindre dette er aftalt på forhånd med Bornholms Lagerhotel. Depotrummet/området må ikke anvendes til beboelse.
3.2. Hvis der sker skade på depotrummet/området, er kunden ansvarlig herfor, medmindre kunden kan bevise, at hverken kunden selv eller nogen, kunden er ansvarlig for, er årsag til skaden.
3.3. Kunden er forpligtet til at rydde depotrummet/området samt rengøre dette ved aftalens ophør. Hvis kunden ikke senest kl. 12.00 på fraflytningsdagen har opfyldt denne forpligtelse, er Bornholms Lagerhotel berettiget til at tømme og rengøre depotrummet/området for kundens regning. Kunden er herefter forpligtet til at betale de faktisk afholdt udgifter i forbindelse hermed, dog minimum kr. 300,00.
3.4. Rygning er strengt forbudt på hele anlægget.
4. Adgang og tilsyn
4.1. Medmindre andet er aftalt, er kunden selv ansvarlig for en hængelås e.l. til det angivne depotrum/område. Bornholms Lagerhotel har ikke ekstranøgler i det tilfælde, at kunden mister sine nøgler.
4.2. Kunden har adgang til depotrummet/området i de til enhver tid gældende åbningstider eller efter særskilt aftale med Bornholms Lagerhotel.
4.3. Bornholms Lagerhotel har ret til at skaffe sig adgang til depotrummet/området i tilfælde af reparation eller tilsyn med ejendommen eller ved mistanke om skade eller ødelæggelse. Bornholms Lagerhotel har tillige ret til at skaffe sig adgang til depotrummet/området ved nærværende aftales ophør med henblik på at rydde depotrummet/området.
5. Lejen
5.1. Beløbet for én måneds leje + én måneds forudbetalt leje (der dækker sidste måneds leje når depotrummet opsiges) hæves på dagen for ordren. Abonnementet fornyes hver måned på samme dato som startdatoen for lejen. For eksempel, foretager du en booking, hvor startdatoen for lejen er d. 10. september, betaler du i dag for perioden mellem 10. september og 10. oktober + 1 ekstra måned. Pengene vil efterfølgende blive opkrævet hver måned den 10., startende fra 10. oktober.
5.2. Når du reserverer et depotrum/område, vil du modtage en e-mail med detaljer om, hvordan du får adgang til dette.
5.3. På “min konto” på www.bhlagerhotel.dk kan du se status på dit abonnement og annullere det, når du vil.
5.4. Ved for sen betaling pålægges rykkergebyr på kr. 100 samt morarente med 2 % af fakturabeløbet pr. påbegyndt måned fra fakturaens forfaldsdag med et minimum af kr. 25. Kunden er tillige forpligtet til at betale Bornholms Lagerhotel alle omkostninger i forbindelse med inddrivelse af skyldig leje.
5.5. Bornholms Lagerhotel er berettiget til at ændre lejens størrelse, når Bornholms Lagerhotel finder det begrundet i markedsforholdene. Sådan en ændring skal skriftligt meddeles kunden med et varsel på minimum 30 dage. Den ændrede leje er, hvis ikke andet er anført, gældende 30 dage efter at denne skriftligt er meddelt kunden.
5.6. Efter Bornholms Lagerhotel har gennemført en lejeregulering efter pkt. 5.5 kan en ny regulering tidligst varsles 3 måneder efter, at den foregående regulering trådte i kraft. Ligeledes kan lejeregulering tidligst gennemføres med 30 dages varsel 3 måneder efter aftalens ikrafttræden.
5.7. Bornholms Lagerhotel indeksregulerer årligt lejepriserne, uagtet ovenstående. Indeksreguleringen følger udviklingen i nettoprisindekset fra Danmarks Statistik.
6. Misligholdelse
6.1. Ved mere end 10 dages forsinkelse med betaling af leje har Bornholms Lagerhotel ret til at forhindre kundens adgang til depotrummet/området. Ved forsinkelse med betaling af lejen på mere end 10 dage har Bornholms Lagerhotel tillige ret til at hæve nærværende aftale. Forud for ophævelsen skal Bornholms Lagerhotel afgive påkrav om betaling af restancen inden 10 dage. I alle tilfælde, hvor Bornholms Lagerhotel berettiget ophæver eller opsiger denne aftale, er kunden forpligtet til at betale leje indtil kunden har fjernet alt opbevaret gods fra Bornholms Lagerhotels lokaler.
6.2. I tilfælde af kundens misligholdelse af denne aftale er Bornholms Lagerhotel berettiget til at udøve tilbageholdsret i genstande, der på misligholdelsestidspunktet opbevares i kundens depotrum/område. Tilbageholdsretten udøves til sikkerhed for dækning af Bornholms Lagerhotels krav vedrørende forfalden leje, omkostninger i forbindelse med depotrummets rømning, samt andre rimelige omkostninger, som Bornholms Lagerhotel afholder i forbindelse med kundens misligholdelse.
6.3. Bornholms Lagerhotel er berettiget til at udøve tilbageholdsretten ved at afskære kundens adgang til depotrummet. Gods der befinder sig i depotrummet/området på tidspunktet for Bornholms Lagerhotels spærring af rummet, er overgivet Bornholms Lagerhotel i håndpant til sikkerhed for Bornholms Lagerhotels krav vedrørende forfalden leje, omkostninger i forbindelse med depotrummets rømning, evt. skyldig forsikringspræmie, samt andre rimelige omkostninger, som Bornholms Lagerhotel afholder i forbindelse med kundens misligholdelse.
6.4. Bornholms Lagerhotel er berettiget til at realisere det tilbageholdte gods, hvis omkostningerne ved fortsat opbevaring ikke står i rimeligt forhold til godsets værdi, eller hvis kunden ikke inden 10 dage efter skriftligt påkrav afhenter godset. Det provenu, som Bornholms Lagerhotel måtte oppebære ved denne realisation, går forlods til dækning af forfaldne ydelser i henhold til nærværende aftale, herunder lejerestancer, lejetab, omkostninger i forbindelse med depotrummets rømning og andre krav i anledning af aftalens ophør. Eventuelt overskydende provenu tilfalder kunden.
7. Opsigelse af lejeaftale
7.1. Lejeaftalen kan opsiges på ethvert tidspunkt. En opsigelse foretages på hjemmesiden og vil få effekt når løbende måneds betaling og forudbetaling er opbrugt.
7.2. Eksempel: hvis fornyelsesdatoen for abonnementet for depotrummet/området er d. 10. i en måned og depotrummet/området opsiges den 5. november, skal rummet/området være tømt og rengjort senest d. 10. december. Således vil perioden fra d. 10. november til 10. december blive dækket af forudbetalingen, der blev betalt på dagen for ordren.
7.3. Opsiger lejer aftalen inden lejeperiodens begyndelse, vil opsigelsen træde i kraft fra første dag i lejeperioden og der refunderes således ikke for løbende måned (første måneds leje) + 1 måneds forudbetaling.
7.4. Det er ikke muligt at opsige dele af dit abonnement, men kun hele dit abonnement. Du skal have flere bookinger, hvis du skal håndtere dine depotrum/områder separat. Du kan bruge den samme brugerkonto til flere abonnementer.
8. Øvrige Bestemmelser
8.1. Oplysninger om kunden og om lejeforløbet arkiveres i Bornholms Lagerhotels kunderegister. Kunden accepterer, at Bornholms Lagerhotel registrerer og opbevarer disse oplysninger. Oplysningerne opbevares alene til internt brug og i markedsføringsøjemed, og vil ikke blive udleveret til uvedkommende tredjemand.
8.2. Kunden har hverken afståelsesret eller fremlejeret. Kunden kan således ikke overdrage sine rettigheder og forpligtelser ifølge nærværende aftale til andre, uden Bornholms Lagerhotels samtykke.
8.3. Kunden har ikke ret til at lade tredjemands gods opbevare i depotrummet/området eller på anden vis lade tredjemand benytte det lejede depotrum uden Bornholms Lagerhotels skriftlige samtykke. Kunden er ansvarlig for alle skader, som forvoldes på depotrummet eller ejendommen i øvrigt, forårsaget af kunden eller af personer, som kunden har givet adgang til ejendommen eller depotrummet.
8.4. Bornholms Lagerhotel har til enhver tid ret til at forudsætte, at kunden er ejer af godset, som opbevares i depotrummet/området, ligesom at den person, der er i besiddelse af en nøgle, har kundens samtykke til at få adgang til depotrummet/området. Kunden eller den person, som har kundens samtykke, skal dog altid kunne fremvis gyldig legitimation eller på anden måde dokumentere at have adgang til depotrummet.
8.5. Såfremt én af parterne væsentligt misligholder sine forpligtelser i henhold til nærværende opbevaringsaftale med nærværende Almindelige Bestemmelser, er den anden part berettiget til at ophæve aftalen med umiddelbar virkning.
8.6. Såfremt det lejede ødelægges ved brand eller anden ulykke, bortfalder lejeaftalen, og Bornholms Lagerhotel har ikke pligt til at tilbyde kunden at leje andre lokaler i ejendommen, hverken før eller efter ombygning/genopførelse.
9. Forsikring
9.1. Bornholms Lagerhotel er forpligtet til at holde ejendommen forsikret. Forsikring af alle opbevarende effekter er alene lejers ansvar.
9.2. Bornholms Lagerhotel er ikke ansvarlig over for kunden for tab, som måtte opstå som følge af, at kundens opbevarede gods bliver beskadiget som følge af brand, tyveri, skadedyr, vandskade, hærværk m.v. Alle forsikringer vedrørende det opbevarede gods/depotrummet tegnes og betales af kunden, herunder eksempelvis tyveriforsikring.